Jeg har rodfæste i en barndom med min far i bankverdenen, min mor som sognepræst og min storebroder som selvstændig i transportsektoren. Jeg valgte selv at starte med et håndværk som automekaniker inden jeg blev ansat i forsvaret.
I forsvaret havde jeg 12 gode år, hvor jeg fik mulighed for at udvikle mig både fagligt og ledelsesmæssigt, specielt mine tre internationale udsendelser har givet mig en stor ballast som jeg trækker på i min daglige ledelse den dag i dag.
Jeg valgte efter forsvaret at videreuddanne mig indenfor ledelse (et fag hvor jeg altid vil føle mig som lærling da der er så meget at lære), som også i dag er mit primære erhverv i det private erhvervsliv.
Jeg ernærer mig til daglig som leder i den private sektor, og det er derfor kun via kontaktformularen at du kan kontakte mig for job, spørgsmål eller lignende. Jeg tror på at kombinationen af, at jeg til daglig selv udfører ledelsesgerningen, er et aktiv i forhold til at lære andre om det når jeg holder fri.
Jeg er og har altid været aktiv i min fritid, derfor var jeg blandt andet spejder i 15 år og er for nuværende med i JCI og det danske frimurerlaug.
Vælger du at bruge mig får du et autentisk energibundt med masser af indspark der har grobund i erfaring og “hands on”.